Undersøgelsesdesign og analyse

Undersøgelsen benytter sig af en hypotesegenererende og åbnende metode.

Interviews med digitale indfødte

Enkeltinterviewene med de digitale indfødte blev indledt med en øvelse, hvor den medvirkende under overskriften ”vis mig dit arbejde” præsenterede og kommenterede forskellige aspekter af sit arbejde – både meget konkrete elementer (skrivebordspladsen, kontoret, afdelingen, kollegerne) og mere abstrakte aspekter (ledelse, eksempler på opgaver, samarbejde). Derefter foregik resten af interviewet i et mødelokale med de medvirkendes medbragte computere og mobiltelefoner som arbejdsredskaber. Stadig med den indledende øvelse som en referenceramme, man kunne vende tilbage til, perspektivere og eksemplificere med. Den overordnede ramme var, at de medvirkende skulle ende med at lave en præsentation, som beskrev deres opfattelse og konkrete tilgang og krav til arbejdet. Derfor foregik interviewene som en dialog og et klassisk dybdeinterview.

Fokusgrupperne både med unge ansatte og studerende havde den samme overordnede ramme med brug af egen computer og afsluttende præsentation. I fokusgrupperne skiftedes der mellem at arbejde enkeltvis, gruppearbejde og præsentationer og associationer samlet.

De unge ansatte i virksomhederne blev bedt om at tage billeder af forskellige aspekter af deres arbejde. I fokusgrupperne havde deltagerne gjort det på forhånd og præsenterede og kommenterede så deres billeder for de andre. De deltagende i enkeltinterviewene tog billederne som et led i selve interviewet i forbindelse med rundvisning på kontoret i en samtale med moderatoren. Præsentationen af eget arbejde var ikke en del af fokusgrupperne med de studerende.

Fokus hos de studerende var i sagens natur næsten udelukkende deres forventninger til arbejdslivet, mens interviewene hos de unge ansatte som allerede beskrevet tog udgangspunkt i deres konkrete dagligdag og foreløbige erfaringer med arbejde.

Interviews med ledere

Interviewene med lederne var i reglen lidt kortere end interviewene med de unge ansatte. Der var en mindre fokus på at præsentere ledernes egne arbejdspladser, og adskilte sig fra enkeltinterviewene med de unge ansatte ved ikke at indeholde en rundvisning og ved at de medvirkende ledere ikke i havde taget billeder af deres arbejde.

Billeder som interviewredskab

Brugen af billeder gik igen i en anden øvelse, som var gennemgående på tværs af medvirkende og interviewformer. I denne øvelse blev de medvirkende bedt om at finde billeder, som de kunne illustrere og associere frit over inden for brede emner som ”Det perfekte arbejde”, ”Ledelse” og ”Motivation”. Billederne blev især fundet på internettet (typisk via Google), men nogle fandt dem også lokalt på deres computer eller brugte nogle af dem, de selv havde taget. Resultatet af øvelsen er lige så ofte billeder, som ikke præcist illustrerer, hvad de medvirkende mener, eller ligefrem viser det direkte modsatte af, hvad de mener, som det er billeder, der spot on illustrer deres opfattelse af arbejde. Men i alle tilfælde affødte det kommentarer og præciseringer, som kaster lys over de medvirkendes tanker og forskellige opfattelser af arbejde. Hvilket præcist er formålet med øvelsen: Billederne i sig selv har selvfølgelig værdi, men formålet og værdien af dem er lige så meget som katalysator for de medvirkendes overvejelser og som udgangspunkt for en dialog.

Ud over billeder, de medvirkende selv producerede eller selv fandt, anvendtes også billeder, som var udvalgt på forhånd, til associationsøvelser. Og således var brugen af billeder en udbredt teknik i empiriindsamlingen, som et led i den så åbne og ustyrende metodetilgang.

Disse åbne øvelser, hvor de medvirkende på baggrund af et eller få ord skulle beskrive arbejde og forventninger til arbejde indledte alle interview og fokusgrupper, og svarene, associationerne og diskussionerne udgør en stor og væsentlig del af materialet både kvalitativt og kvantitativ.

Spørgsmålene igennem hele indsamlingen var af typen: ”Forklar hvorfor du har valgt det ord/billede?”, ”Er det godt eller skidt, at …” eller ”Kan du uddybe, hvad du mener, når du siger…”. De tre eksempler på spørgsmål er repræsentative og blev faktisk i netop den form og konkrete ordlyd brugt meget hyppigt. Der er meget bevidst en næsten rigid fokus på at stille åbnende og ustyrede spørgsmål og hele tiden både eksplicit at understrege og implicit i adfærden i dialogen at vise, at der ikke var nogen rigtige svar, og at moderator ikke ville høre noget bestemt.